Krav om svinekød i maden er skudt til hjørnespark

DF i Randers er glad for landspolitisk medvind til krav om svinekød. Aktuelt er ordningen under evaluering

- Status er, at påbuddet om svinekød er sendt til hjørnespark, siger Frank Nørgaard (DF).

Det skabte stor opmærksomhed, da et politisk flertal i Randers indførte krav om svinekød på menuen i kommunens institutioner i 2016.

Nu ser der ud til at være landspolitisk opbakning til forslaget. Både Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet på Christiansborg bakker ifølge Berlingske op om, at landets kommuner stiller den slags krav.

Det glæder partiet bag forslaget i Randers, Dansk Folkeparti. 

Læs også Mød manden bag frikadelle-skulpturen

- Jeg synes, det er glædeligt, at vi i Randers har sat fokus på et voksende problem, som nu er kommet til Folketingets kendskab, siger byrådsmedlem Frank Nørgaard (DF).

Det handler om at sikre dansk madkultur og sikre borgerne ret til at spise et stykke mad med svinekød.

Frank Nørgaard, byrådsmedlem  

Forslaget betyder, at alle kommunale institutioner i landets sjette største kommune - lige fra daginstitutioner over skoler til ældrecentre - er forpligtet til at sætte retter med svinekød på menuen.

Kravet er fortsat gældende, men på byrådsmødet i januar blev det besluttet at spørge forældrebestyrelserne, hvad de synes om kravet.

- Status er, at påbuddet om svinekød er sendt til hjørnespark, siger Frank Nørgaard.

Meldingen om opbakningen fra Socialdemokratiet på Christiansborg giver ham håb om, at ordningen kan fortsætte - nu med opbakning fra Socialdemokratiet, der vandt borgmesterposten ved kommunalvalget sidste år.

En beslutning af værdipolitisk karakter

DF'eren har ikke hørt kritik af ordningen blandt borgerne i Randers.

- Nej tværtimod. Jeg har hørt mange positive tilkendegivelser i de forløbne to år fra forældre til børn og unge mennesker, siger Frank Nørgaard. 

Læs også Frikadelle-gate blusser op igen: Politikere vil have svine-påbud væk

Spørgsmål: Men hvorfor skal I som byråd blande jer i, hvad der serveres i for eksempel en daginstitution?

- Det her er en beslutning af værdipolitisk karakter, og det kan man ikke forvente, at almindelige borgere kan træffe. Det synes jeg netop, at den store medieopmærksomhed vidner om, siger Frank Nørgaard. 

Læs også Frikadellekrig raser i Randers: DF vil have tvunget svinekød

Han håber, at andre kommuner vil følge den landspolitiske opfordring og følge i Randers' fodspor.

- Jeg håber da, at byråd rundt omkring i landet vil tage til efterretning, at vi har gjort noget i Randers på forkant. Det handler om at sikre dansk madkultur og sikre borgerne ret til at spise et stykke mad med svinekød, uanset hvor mange der er med anden etnisk baggrund i en institution, siger Frank Nørgaard 

02:17

Her kan du se et indslag om frikadelle-sagen, der nu er blusset op igen.

Luk video