Kraftig snestorm på vej
Falck advarer bilisterne mod en kraftig snestorm, som forventes at ramme Østjylland i løbet af i morgen.
Meteorologerne forventer, at en kraftig snestorm torsdag rammer Østjylland. Snestormen kommer østfra, og der vil sandsynligvis falde op til 25 centimeter sne.
Allerede nu er det meste af landsdelen dækket af sne. Indtil videre har det kun resulteret i få uheld i trafikken, men med nye snemasser på vej forventer Falck snart at få travlt. Derfor råder Falck bilisterne til at køre forsigtigt at tage deres forholdsregler, inden de tager af sted.
- Vi råder folk til at tage en skovl og noget varmt tøj med i bilen. Ruderne og lygterne skal være skrabet fri for sne, så der er frit udsyn, og man skal huske at holde god afstand til de forankørende biler. Har man en mobiltelefon er det desuden en god idé at tage den med, siger Falcks vagtcentralchef i Region Midt, Thomas Dietz.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om vejrsituationen i onsdagens udsendelser.