Kraftig lugt af hash ledte politiet til 156 hampeplanter
156 hampeplanter svarende til 4,5 kilo hash blev tirsdag beslaglagt i Hinnerup.
Lugten var ikke til at tage fejl af. Fra en adresse i Hinnerup hørmede det så meget af hamp, at en lokal tirsdag tog affære og ringede til politiet.
- Vi fik en anonym anmeldelse om, at der var en kraftig lugt af hamp fra en adresse i Hinnerup. Det er noget, vi tager alvorligt, for når der er en kraftig lugt, kan det være tegn på, at der er et skunklaboratorium og det er en alvorlig forbrydelse, siger Jeanette Løv Rasmussen, der er kommunikationmedarbejder hos Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Politiet sendte specialpatruljen afsted og da mørket faldt på, lagde de sig på lur for at observere adressen.
Læs også
Sent om aftenen - kl. 22.35 fik de bid.
- Der kommer en bil med fire personer og en trailer, fortæller Jeanette Løv Rasmussen.
Det er fire unge mænd i 20´erne, som sammen går ind i bygningen på adressen og kommer ud igen med favnen fuld af hampeplanter. Planterne lægger de op i traileren, mens politiet observerer på afstand.
Læs også
- Da de har læsset traileren med 12-14 hampeplanter, tager patruljen hen og anholder dem og sigter dem for narkosalg, siger Jeanette Løv Rasmussen
I alt beslaglagde betjentene 156 hampeplanter, svarende til 4,45 kg. hash fra adressen i Hinnerup.