Kraftig brand i kælder
Beboere i to opgange evakueret
16. jun 2011, kl. 20:21
Mere end 30 dage gammel
Beboerne i en etageejendom på Aarhusbakken i Silkeborg måtte sidst på eftermiddagen evakueres, da der var udbrudt en kraftig brand i ejendommens kælder.
En kraftig røgudvikling skabte frygt for, at situationen skulle udvikle sig alvorligt, men Falck i Silkeborg fik hurtigt ilden under kontrol.
Politiet i Midt- og Vestjylland oplyser, at branden formentlig er brudt ud i en el-installation i kælderen. Teknikere skal i løbet af fredagen fastslå den endelige brandårsag.
Beboerne kunne først på aftenen vende tilbage til deres lejligheder. En enkelt ældre dame måtte genhuses hos familie.