Kræver at Statsministeren holder ord
Byrådet i Silkeborg er utilfredse med, at der endnu ikke er kommet nogen afklaring om motorvej.
Byrådet i Silkeborg Kommune kræver nu, at statsminister Anders Fogh Rasmussen holder ord og sørger for, som han har lovet, at lovforslaget om færdiggørelsen af motorvejsstrækningen ved Silkeborg, Kombilinjen, bliver fremsat til vedtagelse i denne Folketingssamling.
På et møde den 7. december 2006 med mere end tusinde deltagere gik statsminister Anders Fogh Rasmussen direkte ind i sagen om motorvejens linieføring omkring Silkeborg.
Han fastslog, at han personligt i spidsen for regeringen ville gennemføre den såkaldte Kombi-løsning.
Men der er ikke sket noget afgørende i den sag, og det er man utilfredse med i Silkeborg.
- Konsekvenserne er jo, at virksomheder, der gerne vil flytte hertil, bliver usikre. Og de virksomheder, der ligger her, kan ikke få lov til en eventuel udvidelse endnu. Det forringer helt klart Silkeborgs erhvervsudvikling, siger borgmester Jens Erik Jørgensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se mere på TV 2 | ØSTJYLLAND klokken 19.30.