Kræver redegørelse: Minister trækkes ind i Aarhus2017-sag

Kulturministeren skal redegøre for millionstøtte til kommunale kulturinstitutioner i Aarhus, efter eksperter sår alvorlig tvivl om lovligheden

01:20

Kulturminister Mette Bock (LA) skal øjeblikkeligt redegøre for forholdene i Aarhus 2017 efter TV2 ØSTJYLLAND fredag har kunnet afsløre, at kulturinstitutioner ejet af Aarhus Kommune har modtaget 24.8 millioner kroner fra Aarhus2017, hvor kommunen selv sidder i bestyrelsen.

Det er nemlig ifølge seks fondseksperter som hovedregel i strid med fondsloven for en fond at give penge til sin stifter. Og Aarhus 2017 er stiftet af Aarhus Kommune.

Det her vil jeg bede ministeren redegøre for, næste gang vi mødes. 

Alex Ahrendtsen, kulturordfører (DF)

130 millioner kroner af de godt 450 millioner kroner fra Aarhus 2017 kommer fra staten, mens godt 150 millioner kroner kommer fra 19 midt- og østjyske kommuner.

Både Enhedslisten og DF kræver en redegørelse fra ministeren.

- Det lyder ikke så godt. Det vil jeg straks bede ministeren komme med en redegørelse for. Kulturministeriet har trods alt puttet ganske mange millioner i kulturhovedstaden i Aarhus, siger Enhedslistens kulturordfører, Søren Søndergaard.

Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen vil tage det op med ministeren.

- Det her vil jeg bede ministeren redegøre for, næste gang vi mødes, siger han. 

Læs også Aarhus Kommune risikerer at skulle returnere kulturmillioner

Britt Bager, Venstres kulturordfører, vil også se nærmere på sagen: 

- Når der er personsammenfald og dobbeltroller, så er der en risiko for, at der vil være en særinteresse, som overdækker det konkrete og det formål, pengene er afsat til, siger hun og uddyber: 

- Jeg har ikke nogen formodning om – og jeg har ikke hørt noget om, at det er tilfældet her - men vi bliver bare nødt til i et demokratisk samfund at sikre os, at sådan noget ikke kan finde sted, når det er offentlige penge, vi deler ud.

Sagen rejses også lokalt

I byrådssalen i Aarhus bliver sagen nu rejst af Nye Borgerliges Lars Boje Mathiesen, der kræver en ekstern undersøgelse.

- Den her sag lyder meget, meget alvorlig. Jeg har længe råbt op om, at det er et stort problem, at borgmesteren har to kasketter. Så borgmesteren kan sidde ovre i fonden og dele millioner ud til sig selv som borgmester. Det vil jeg øjeblikkeligt bede kommunen redegøre for og få udarbejdet en ekstern undersøgelse, siger han.

Erhvervsstyrelsen har allerede meddelt, at den efter TV2 ØSTJYLLANDS afsløring overvejer at bede fonden om en redegørelse.

02:49

VIDEO: Borgmester Jacob Bundsgaard (S) afviser kritikken.

Luk video