Kræver ny dyrehave
Rådyr og hjorte viger pladsen for motorvej
En række lokale beboere i Silkeborg-området er gået til kamp for byens dyrehave.
Beboerne er vrede over, at dyrehaven er blevet fjernet for at gøre plads til byggeriet af den nye motorvej.
Indtil videre er dyrehavens dådyr og sikahjorte blevet kørt til en ny indhegning i Hjørring i Vendsyssel. Beboerne, der kæmper for dyrehaven, håber dog, at Silkeborg Kommune vil etablere et nyt område, hvor børnefamilier og kærestepar kan komme tæt på dyrene.
- Vi har brugt meget tid med vores børn og familie her i Dyrehaven. Der er rigtig meget skov i Silkeborg - og det bruger vi også. Men man kan aldrig komme så tæt på dyrene, som man kan i Dyrehaven, siger en af de beboere, der kæmper for Dyrehaven, Jørgen Marquard Johannsen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Protesterne fra beboerne har gjort indtryk på formanden for kommunens plan-, miljø- og klimaudvalg, Hans Okholm (SF). Han er nu klar til at undersøge, om der kan etableres en dyrehave et andet sted i kommunen.
Se et tv-indslag om kampen for dyrehaven øverst på siden.