Kræver motorvej til lufthavnen
Arbejder for at forlænge nuværende motorvej
Der skal anlægges en direkte motorvej til Aarhus Lufthavn.
Det mener Djurslands Udviklingsråd, der gerne ser, at den eksisterende Djurslandsmotorvej forlænges fra Løgten og videre mod øst.
En sådan forlængelse kræver, at motortrafikvejen på det sydlige Djursland udvides på hele strækningen.
- Den psykologiske værdi af en motorvej helt til lufthavnen er selvfølgelig rigtig stor, men endnu vigtigere er den reelle betydning en udbygning til motorvejen vil have for den fremtidige udvikling af Aarhus Lufthavn som hele regionens lufthavn, siger formanden for Djurslands Udviklingsråd, Syddjurs-borgmester Kirstine Bille (S), til Syddjurs Kommunes hjemmeside.
Vil have fire spor
Vejdirektoratet har allerede offentliggjort en forundersøgelse om en opgradering af motortrafikvejen til motorvej.
I forundersøgelsen undersøges to forslag: En udbygning af motortrafikvejen til en såkaldt 2+1-sporet vej på hele strækningen samt en udbygning til en firesporet motorvej på hele strækningen.
- Fra Djurslands Udviklingsråd peger vi derfor på løsningen med den firesporede motorvej som den bedste, både for Østjylland og for lufthavnen, siger Kirstine Bille.