Kræver lovændring efter ulykke
En arbejdsulykke i Århus får SiD til at kræve lovændring, så arbejdstilsynet altid skal tilkaldes ved ulykker.
Et hul i loven, kalder fagforbundet SiD den nuværende praksis, hvor det er op politiet at vurdere, om Arbejdstilsynet skal kontaktes, når det sker en ulykke på de danske arbejdspladser.
Det er en få uger gammel episode på Århus Havn, der får SiD til at kræve lovændring. En havnearbejder gled og faldt ned fra en stige. Han fik en stor flænge i hovedet og flere knups. Da politiet ankom vurderede de, at ulykken ikke var alvorlig nok til, at Arbejdstilsynet skulle kontaktes.
Politiet har senere erkendt, at det var et fejlskøn. SiD har imidlertid kendskab til flere sager, hvor politiet har tøvet med at tilkalde Arbejdstilsynet i forbindelse med alvorlige arbejdsulykker med det resultat, at beviserne var fjernet, når tilsynet senere blev alarmeret.
- Hvis ikke Arbejdstilsynet bliver tilkaldt straks, risikerer vi, at beviserne for årsagen til ulykken forsvinder. Politifolk er ikke uddannet til at bedømme, hvad der er en arbejdsulykke, siger SiD's forbundssekretær Per Christensen til SiDs nyhedsbrev. Ifølge nyhedsbrevet støtter Socialdemokratiet og Enhedslisten forslaget.