Kræver Kattegat-undersøgelse
Har kontaktet samtlige partier i byrådet
Den konservative rådmand Marc Perera Christensen vil have et samlet byråd til at lægge pres på regeringen for at afsætte penge til forundersøgelse af en kattegatforbindelse.
Efter at regeringen fredag offentliggjorde, at man vil bruge 27 milliarder kroner på hurtigere togforbindelser mellem landets fire største byer, har flere eksperter stillet spørgsmålstegn ved, om det vil gøre en forbindelse over Kattegat overflødig.
Den vurdering deler Marc Perera Christensen ikke:
- Jeg er begejstret for planerne om elektrificering af jernbanen og glad for planerne om at skabe time-forbindelser mellem de store byer. Men hvis der sker noget med forbindelsen over Storebælt, er vi fuldstændig fortabte. Vi skal have Kattegatforbindelsen til at skabe den sikkerhed, siger rådmanden.
Vil samle byrådet
Han har kontaktet samtlige partier i byrådet med henblik på at sende en fælles henvendelse til regeringen i den kommende uge.
- Det kræver et bredt, vedholdende politisk pres, og derfor håber jeg, at vi samlet kan henvende os. Jeg har allerede fået positive tilsagn til sagen fra både Venstre og Dansk Folkeparti, siger Marc Perera Christensen.
Den konservative rådmand mener, at regeringen skal afsætte en sum penge til en såkaldt VVM-redegørelse, der undersøger effekten på miljøet.
Han understreger, at etablering og drift af Kattegatforbindelsen skal være brugerfinansieret på samme måde som forbindelserne over Storebælt, Øresund og den kommende Femern-forbindelse.
Christiansborg-politikere kræver svar
På Christiansborg har Kristian Thulesen Dahl (DF) ligeledes afkrævet svar fra transportminister Henrik Dam Kristensen (S) om, hvorvidt toginvesteringerne er et opgør med en mulig Kattegatforbindelse.
- Vi er nødt til at vide, om regeringen reelt med dette togforslag har truffet et valg, nemlig et fravalg af Kattegat-forbindelsen, siger Kristian Thulesen Dahl til Jyllands-Posten.
Trafikordfører for Social Demokratiet, Rasmus Prehn, siger til Berlingske Nyhedsbureau, at togplanerne ikke ændrer ved Kattegat-planerne:
- Vi holder fast i, at vi her i 2013 skal tage en principafgørelse om en mulig fast forbindelse over Kattegat, siger han.