Kræver handling mod bander

Det Konservative Folkeparti har plan klar

Torsdag stod en talsmand fra en gruppe unge bandemedlemmer frem på TV 2 | ØSTJYLLAND og fortalte om deres syn på de seneste ugers to skyderier i det vestlige Aarhus og optrapningen af bandestriden.

Urolighederne i området får nu Det Konservative Folkeparti i Aarhus til at kræve handling.

- Jeg har ganske enkelt ikke oplevet noget lignende før. Det er absolut rystende, siger 2. viceborgmester Marc Perera Christensen (K) i en pressemeddelelse.

Han fortsætter:

- Foragten for loven og retssamfundet gennemsyrer indslaget (fra TV 2 | ØSTJYLLAND, red.). Vi har ganske enkelt fejlet i vores indsats for at skabe respekt for loven hos disse mennesker. Når man fremhæver, at straffene er for milde, og man derfor selv tager affære, skal der gribes ind, siger Marc Perera Christensen.

Og han har en helt konkret plan klar med fire punkter.

1) Der indføres visitationszoner i Gellerupparken.

2) Der indføres 24/7 patruljering af Østjyllands politi i området med konstant tilstedeværelse.

3) Nærpolitistationens faste bemanding øges.

4) Aarhus Byråd retter henvendelse til justitsministeren og beder om fuld national bevågenhed og indsatser for at få bandekrigen i Aarhus slået ned med hård hånd.