Kræver erstatning for Grenaabanen
Den seneste tids mange tekniske fejl får Banedanmark til at kræve erstatning fra en leverandør.
23. feb 2005, kl. 13:13
Mere end 30 dage gammel
Banedanmark skyder nu skylden for den seneste tids mange tekniske problemer på Grenaabanen videre til sin leverandør.
Ifølge Banedanmark, der er ansvarlig for driften af jernbanen, kan 90 procent af problemerne føres tilbage til Siemens, som skal levere sikkerhedsanlægget.
- Det er snart to måneder siden, at anlægget skulle have været leveret. Derfor er vi nødt til at lade hammeren falde, siger Banedanmarks tekniske direktør, Eigil Sabroe.
Banedanmark kræver derfor erstatning for de mange aflyste tog og forsinkede afgange siden genåbningen af banen i januar.
Selskabet ønsker dog ikke at oplyse, hvor stort erstatningskravet er.