Kræver bedre træningsbaner

AGF's træner mener, at dårlig træningsbane er medskyldig i Graulunds alvorlige skade

AGF's træner, Peter Sørensen, er meget utilfreds med klubbens træningsbaner. Ikke mindst kunstgræsbanen, som han beskylder for at være i for dårlig stand.

- Tunge baner udmatter og gør noget ved muskulaturen. Det er også et faktum, at Peter Graulund fik en skade efter en kamp på Fredensvangs bane et, og den er utrolig tung, siger Peter Sørensen til Ekstra Bladet.

- Samtidig er vores kunstgræs definitivt for dårligt. Det er slidt og af gammel generation, siger træneren.

Peter Graulund rev for to dage siden sin ene akillessene over og skal holde pause i anslået seks-ni måneder.

Uheldet skete i Vejle, men angriberen havde forinden pådraget sig en mindre skade.

AGF's sportschef, Brian Steen Nielsen, vil gerne have bedre træningsforhold for spillerne.

- Vi ønsker de bedst mulige rammer, og det har vi givet udtryk for over for dem, der træffer beslutningerne, siger han.

- Banerne skal optimeres, og vi har brug for en ny kunstgræsbane. Men hvorvidt det bare bliver kunstgræsset eller den fulde pakke med varme i banerne, det er et spørgsmål om økonomi, siger Brian Steen Nielsen.

Det kan dog blive en dyr omgang for AGF at gøre træningsforholdene bedre.

-  Prisen afhænger af, hvilken model man vælger. Den store plan kan vel realiseres for 15 millioner kroner, mens den billigste ligger omkring fem millioner kroner, siger Brian Steen Nielsen.