Kræftens Bekæmpelse modsiger forskere
Århusianske forskere mener ikke, at natarbejde giver øget risiko for brystkræft. Det er uansvarligt, siger Kræftens Bekæmpelse
En dansk undersøgelse sår tvivl om sammenhængen mellem natarbejde og brystkræft. Forskerne fra Arbejdsmedicinsk Klinik har gennemgået ni store epidemiologiske undersøgelser om brystkræft og natarbejde, og resultatet er netop offentliggjort i det internationalt anerkendte arbejdsmiljøtidsskrift OEM.
- Forskningen viser, at kvinder, der arbejder om natten, ikke skal være bekymrede for at få brystkræft på grund af deres natarbejde, siger overlæge Henrik Kolstad, der står i spidsen
for forskerholdet.
Hos Kræftens Bekæmpelse mener de det modsatte, og læner sig op ad den konklusion, som International Agency for Research on Cancer (IARC) står bag. De konkluderer, at der er en sandsynlig sammenhæng mellem natarbejde og brystkræft.
-Det er uansvarligt, når Århus-forskerne bastant melder ud, at kvinder med natarbejde ikke behøver frygte brystkræft, og at der ikke er videnskabeligt belæg for at advare mod natarbejde i den sammenhæng, siger professor Frede Olesen, formand for Kræftens Bekæmpelse.
- Vi fastholder den konklusion, som IARC står bag, nemlig at der er en sandsynlig sammenhæng mellem natarbejde og brystkræft, siger Kræftens Bekæmpelses formand, Frede Olesen.
Se mere i TV 2 | ØSTJYLLAND i aften kl. 19.30.