Kørte spritkørsel i stjålet bil

To indbrudstyve fra Ebeltoft blev i aftes fanget, efter at de kørte galt i en stjålet bil.

To tyve fra Ebeltoft-området fik ikke megen glæde af de varer, de i aftes stjal fra et sommerhus ved Boeslum.

Umiddelbart efter indbruddet stjal de to mænd på 18 og 28 år også den bil, der holdt parkeret ved huset. Efter få kilometers kørsel gik det dog galt for tyvene, der mistede herredømmet over den stjålne bil.

Da politi og Falck ankom til stedet, befandt den ene af tyvene sig stadig i bilen. Manden, der var beruset, havde brækket armen i forbindelse med uheldet, og han blev derfor straks behandlet af ambulancelægen. Den anden tyv havde forladt stedet, men det lykkedes politiet at finde ham kort derfra.

De to mænd blev begge anholdt af Grenaa Politi, og de er nu sigtet for indbrud, biltyveri og spirituskørsel. Politiet vil i løbet af i dag forsøge at finde ud af, om mændene også står bag andre sommerhusindbrud.