Kørte om kap på Strandvejen
To mænd endte med flere sigtelser blandt andet for tyveri
En politipatrulje fra Østjyllands Politi fik i nat pludselig travlt med at vende bilen.
Betjentene kørte nær Strandvejen i Aarhus, hvor de opdagede en bilist og en mand på motorcykel, som zigzaggede ind og ud mellem vejbanerne.
Deres adfærd vakte betjentenes mistanke, som derefter satte efter motorcyklen.
Omkring Carl Nielsens Vej fik de stoppet motorcyklisten. En 20-årig mand fra Aarhus, som kørte uden hjelm og som viste sig at køre rundt på en stjålen motorcykel. Manden blev derfor anholdt og taget med til politigården.
Betjentene havde taget nummerpladen på hans makkers bil, så han blev kort tid efter standset af en anden patrulje ved Skt. Pauls Kirkeplads.
Manden i bilen blev ligeledes anholdt og sigtet for tyveriet af motorcyklen:
- Vi tror, de har gjort det i forening med hinanden. Vi fandt papirer i hans bil, som viste, at han kendte den 20-årige mand. De underbygger også vores teori om, at de kørte om kap, siger politiassistent Marianne Morgen til tv2oj.dk.
Begge mænd blev løsladt efter endt afhøring, men er fortsat sigtet for motorcykeltyveriet.
Østjyllands Politi vil nu tage kontakt til ejeren af den stjålne motorcykel, så han eller hun kan få den tilbage.