Kørte kvinde ihjel i højresving

Landsretten har stadfæstet dommen over en chauffør, der kørte en cyklist ned i et højresving.

Vestre Landsret stadfæstede torsdag byrettens dom over en lastbilchauffør, der havde kørt i over 20 timer inden for et døgn, da han overså en cyklist i et højresving og kørte hende ned. Hun blev dræbt på stedet.

Retten fandt ham skyldig i uagtsomt manddrab samt overtrædelse af færdselsloven. Det betyder, at han tilsammen skal betale bøder på 7500 kroner.

Ulykken skete i august 2005. Chaufføren skulle dreje til højre i krydset mellem Jyllands Allé og Marselis Boulevard i Århus og holdt for rødt. Han så ikke, at den 48-årige cyklist også ventede, hvorefter ulykken skete, da han kørte frem.

- Sager af denne type er meget tragiske, det kan alle blive enige om, sagde anklageren i landsretten torsdag.

Og den 30-årige chauffør var også tydeligt mærket af ulykken og græd under afhøringen. Men selvom dommeren viste stor forståelse for chaufføren og den tragedie, han uvilligt forårsagede, valgte han at stadfæste byrettens dom for uagtsomt manddrab.

Ud over bøder fik chaufføren en betinget frakendelse af førerretten i tre år. /ritzau/