Kørte igennem villahave

Bilist fik et epileptisk anfald

Genrefoto

Det kunne have gået grueligt galt, da en 63-årig mand sent mandag eftermiddag fik et epileptisk anfald i sin bil.

Manden kom ifølge Østjyllands Politi kørende ad Allingkærvej, da han på grund af det epileptiske anfald mistede herredømmet over sin bil.

Bilen fortsatte i første omgang igennem en hæk og videre ind i den bagvedliggende have. Her fortsatte bilen turen tværs igennem haven og ind i endnu en hæk, inden den holdt stille.

Uheldet skete kl. 16.52 mandag eftermiddag. Til alt held slap føreren uskadt fra uheldet. Heller ingen andre personer kom til skade, oplyser politiet.