Kørte galt med høj fart
Ung bilist indlagt efter ulykke ved Grenaa
6. jun 2012, kl. 14:26
Mere end 30 dage gammel
En ung bilist på 24 år blev kvæstet, da han tirsdag kørte galt i et vejkryds på Hovedvejen vest for Grenaa.
Ifølge Østjyllands Politi kom manden kørende ad Mellemstrupvej, da han i krydset ved Ringvejen/Hovedvejen fortsatte lige igennem krydset og frontalt ind i et autoværn.
- Bilen fik omfattende skader. Vidner har forklaret, at bilisten kørte med meget høj fart. Vi har samtidig målt bremsesporene til 74 meter, hvilket indikerer, at hastigheden har været betragtelig, siger politikommissær Mogens Brøndum til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ifølge politiet var manden påvirket af alkohol, da han kørte galt. Han er stadig indlagt på sygehuset i Randers, men er ikke kommet alvorligt til skade.