Kørte fuld og ramte kvinde
En 46-årig mand kørte over for rødt lys i spirituspåvirket tilstand
20. jul 2015, kl. 15:58
Mere end 30 dage gammel
En 54-årig kvindelig bilist blev kørt på skadestuen til undersøgelse efter et uheld, som hun selv var aldeles uden skyld i.
Kvinden kom kørende i sin bil ad Lystrupvej i Risskov ved Aarhus, hvor hun fortsatte for grønt lys i krydset ved Grenåvej.
Her blev hun ramt af en 46-årig mandlig bilist, der kom kørende ad netop Grenåvej, og som fortsatte ud i krydset på trods af rødt lys.
Det førte til sammenstød, og den 54-årige kvinde er altså blevet tjekket på skadestuen. Omfanget af hendes skader kendes endnu ikke.
Den 46-årige mand viste sig at være påvirket af spiritus ved uheldet.