Kørte flugtfange til banegården

Taxachauffør blev bedt om at køre hurtigt

02:00

1 af 2

Taxachaufføren Ole Hansen bliver formentlig et af politiets bedste vidner i jagten på flugtfangen Mohammed Figuigui.

Da den 34-årige københavnske bandechef fredag ved et uheld blev lukket ud af det topsikrede statsfængsel ved Horsens, satte han sig direkte ind i Ole Hansens taxa.

- Jeg holdt og ventede, men havde egentlig opgivet, da der ikke kom nogen ud. Pludselig kom en mand halvhurtigt ud af porten og satte sig ind i taxaen. Han bad om hurtigt at blive kørt til banegården i Horsens, forklarer Ole Hansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Under turen til banegården bad Mohammed Figuigui om, at der blev trykket hårdere på speederen.

- Han sagde, at han ville betale ekstra, hvis jeg kørte stærkere. Jeg forklarede ham dog, at jeg blev nødt til at overholde færdselsloven, siger Ole Hansen.

Lånte sin telefon ud
Under de godt 10 kilometer fra fængslet til banegården lånte Ole Hansen sin telefon ud til Mohammed Figuigui, som ringede til en bekendt.

Efter at have sat ham af ved banegården, blev der ringet tilbage til taxachaufførens telefon. Manden, der ringede op, lagde dog røret på i samme øjeblik, Ole Hansen sagde sit navn.

På vej fra Statsfængslet Østjylland til banegården tænkte Ole Hansen på intet tidspunkt over, at hans passager opførte sig underligt.

- Men efter at have læst om fangeflugten i dagspressen kan jeg godt se, at han var lidt mystisk i den måde, han kom ud på. Og han havde meget travlt. Men det er først bagefter, man kommer til at tænke på den slags, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Ole Hansen undrer sig over, at politiet endnu ikke har forsøgt at kontakte ham for at få oplysninger om Mohammed Figuigui og hans forsvinden.

Se et tv-indslag om Ole Hansens mærkværdige oplevelse øverst på denne side.