Kører fliser i smadder

Lastbiler i Midtbyen koster millioner

Foto: Google Maps

Aarhus Kommune bruger hvert år omkring en halv million kroner på at renovere og udskifte knækkede fliser i Midtbyen.

Fliserne bliver ødelagt, fordi tunge lastbiler får de dyre granitfliser på blandt andet Strøget og Store Torv til at vippe og miste kanter og hjørner.

Granitfliserne, der er importeret fra Sverige og Kina, kostede i alt 100 mio. kr. at lægge. Alligevel vil afdelingsingeniør ved Trafik og Veje i Aarhus Kommune ikke kalde fliserne for en fejlinvestering.

- Granitfliserne kender vi helt tilbage fra romertiden, og da kunne de sagtens holde. Men det går galt, når der kommer tunge lastbiler ind i billedet, siger han til Århus Stiftstidende.

Foruden udgiften til at renovere fliserne betaler Aarhus Kommune løbende erstatninger til fodgængere, der falder, fordi fliserne ligger skævt.