Kørelærere vil undgå indvandrere

Århusiansk kørelærer advarer regeringen mod at offentliggøre køreskolers dumpeprocenter.

Landets kørelærere vil i fremtiden udelukke indvandrere fra køreundervisningen af frygt for at få for høje dumpeprocenter.

Det forudser flere fremtrædende kørelærere ifølge metroXpress, efter at justitsminister Lene Espersen (K) har besluttet at offentliggøre dumpeprocenter fra skolernes teoretiske og praktiske prøver.

- Indvandrerne og andre sprogligt svage elever kommer i klemme i systemet. Kørelærerne vil nægte at tage dem til prøve, hvis deres dumperisiko er for stor. Vores forretninger kan ganske enkelt ikke tåle at have ry som køreskoler, hvor eleverne dumper, siger den århusianske kørelærer Vibeke Vesterhouen, bestyrelsesmedlem i Danske Kørelæreres Landsforbund.

Kørelærernes erfaring er, at nogle indvandrere ikke blot har sværere ved at klare den teoretiske prøve, de kræver også flere køretimer bag rattet.