Kørelærer snød elever til at betale

En 33-årig kørelærer fra Århus er dømt for at bedrage køreskoleelever i Aalborg og Odense.

Ud over tre måneders betinget fængsel blev den 33-årige frakendt retten til at drive køreskole i tre år. Det fortæller anklager Maria Ohrt-Nissen til P4 Nordjylland.

Svindelaffæren tog fart, da den 33-årige kørelærer fra Århus annoncerede, at han ville åbne køreskoler i Aalborg og Odense. Ni unge fra Aalborg og én fra Odense meldte sig til hos kørelæreren uden at vide, at han optrådte under falsk navn. Kørelæreren havde i annoncen fremhævet, at eleverne skulle betale kontant ved første møde.

- Manden brugte sin kørelærerbil og viden fra branchen til at fremtræde troværdigt, siger anklager Maria Ohrt-Nissen.

Eleverne betalte ham mellem 5.000 og 9.500 kroner og fik besked om, at de nogle dage senere skulle på køreteknisk anlæg. Men bussen, der skulle hente dem, kom aldrig.

Den 33-årige med det falske navn var over alle bjerge med pengene.

Men politiet havde billeder af ham, optaget af overvågningkameraet, da han var i banken for at betale husleje for lokalerne i Danmarksgade. Og de blev genkendt af en betjent fra Århus.

- Det er da en af vores kørelærere, sagde han. Og så rullede sagen.

Den 33-årige tænker ifølge P4 Nordjylland nu over, om han vil anke dommen.