Kør ordentligt - Parker gratis

Kampagne udlodder gratis parkering for pæn kørsel

Nu tager Aarhus Kommune igen kampen op mod bilister, der kører over for gult.

"Aarhus bremser for gult" kampagnen kører igen i denne uge, og nu tilbyder kommunen gratis parkering til de bilister, der er med til at sprede budskabet om at holde foden fra speederen, når de møder et gult lyssignal.

Alle biler med kampganeklistermærket "Aarhus bremser for gult - gør du?" kan i uge 40 parkere gratis på kommunens betalingspladser i fire timer.

- Vi arbejder på at få op til 10.000 privatbilister og håndværkere til at køre med klistermærket "Aarhus bremser for gult - gør du?" På den måde får de øvrige bilister budskabet serveret i trafikken, når de møder det gule lys og skal vælge enten speederen eller bremsen. Og budskabet virker stærkere, når man får det fra en medbilist. Samtidig tror vi på, at de bilister, der selv kører med skiltet, vil føle sig ekstra forpligtet til at få bremset ned for gult, forklarer projektleder fra Teknik og Miljø i Aarhus Kommune Pablo Celis i en pressemeddelelse.

Målet med kampagnen er at skabe ekstra fokus på risikoen ved at køre over for gult. I kommunen oplever man, at to ud af tre ulykker i vejkryds skyldes, bilister der kører overfor gult eller rødt lys.

Selvom kampagnen også kørte sidste år, så man hos kommunen gerne, at bilisterne blev bedre til at overholde færdselsreglerne.

- Vores målinger viser, at der stadig er alt for mange, der ikke respekterer gult og rødt lys, og derfor kører vi kampagnen igen. Sidste efterår kunne næsten 80 pct. af bilisterne huske kampagnen, og af dem gav halvdelen udtryk for, at de var blevet mere tilbøjelige til at bremse for gult. Vi håber på, at kampagnen i år vil have endnu bedre effekt. Men vi ved også, at det tager tid at ændre bilisternes holdning og adfærd, siger Pablo Celis.

Klistermærket til bagruden fås på Aarhus Kommunes Biblioteker og uddeles løbende på parkeringspladserne.