Kør godt - lev længere
Unge bilister skal kende egne grænser
20 unge bilister fra Djursland deltog søndag i et kørekursus, hvor de skulle lære at kende deres egne grænser bag rattet.
I kørekurset "Kend din grænse" bliver de unge sluppet løs på en bane, hvorefter de ved selvsyn kan konstatere, hvor svært det er at håndtere farlige situationer, hvis foden er trykket for hårdt mod speederen.
Baggrunden for kørekurset er, at der er en ung involveret i hver tredje trafikulykke på de danske veje. Trafikulykker er desuden den hyppigste dødsårsag blandt unge under 25 år.
- Hvis de unge her oplever nogle situationer, hvor de kommer til kort, så vil de også ude i trafikken være klar over, at der er en grænse. Og at det kan gå galt, siger kursusleder John Svendsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
"Kend din grænse" er arrangeret af Norddjurs og Syddjurs kommuner i fællesskab. Kørekurset foregår på et køreteknisk anlæg i Kolind. Yderligere 20 unge deltager i kurset i næste weekend.
Se mere om kørekurset i tv-indslaget øverst på siden.