Kontrakt til ungt talent
SIF skriver kontrakt med 19-årig
Silkeborgs offensive talent, Mathias Barthel, har underskrevet en aftale, der betyder, at han nu slutter sig til førsteholdstruppen, hvor han i første omgang har fået et år til at bide sig fast.
19-årige Barthel har spillet i klubben de seneste fire år, hvor han har været tilknyttet Silkeborg Fodbold College. Silkeborg IFs sportschef Peder Knudsen mener, at Barthel har gjort sig fortjent et skridt op ad karrierestigen:
- Mathias har for hvert trin, han har været på i klubben formået at stige et trin højere op og blive en af de bedste i sin årgang. Det har han nu gjort igen, og vi håber, at han vil fortsætte den gode udvikling og nu gøre sig positivt bemærket på højeste niveau, siger Silkeborgs sportschef Peder Knudsen, der ser en potentiel superligamålscorer i Barthel:
- Han er en spændende spiller med et godt udviklingspotentiale: Han har øje for målet, han har god fart og han kommer tit til afslutninger i kampene, så vi ser ham som en potentiel målscorer for Superligaholdet. Spillere der kommer til chancer og scorer mål kan jo godt være en mangelvare, og Mathias har bestemt bevist, at han evner begge dele, siger sportschefen.
Den unge offensivspiller glæder sig selv enormt meget til at høste frugten af sine anstrengelser på Silkeborg Fodbold College og prøve kræfterne af på et endnu højere niveau i klubben:
- Det er selvfølgelig rigtig dejligt at have skrevet under med SIF. Det er uden tvivl en drengedrøm, der er gået i opfyldelse, og det er noget, jeg har arbejdet målrettet imod i lang tid, så at det er lykkedes er bare rigtig dejligt, siger Mathias Barthel, der nu vil prøve at bide sig fast i Superligatruppen:
- Jeg håber meget på at spille mig ind på holdet. Først og fremmest handler det mest om lige at komme ind i rytmen, hænge på og bide mig fast i truppen. Men på sigt håber jeg da på at få en masse kampe.
Mathias Barthel kan spille næsten alle offensive pladser, men har på reserveholdet mest været brugt på kanten. Den unge offensivspillers aftale med Silkeborg løber til d. 30. juni 2013.