Kontrakt med Lorenzo Davids
Randers FC har skrevet 2½-årig kontrakt
Randers FC har skrevet en 2½-årig kontrakt med den hollandske midtbanespiller Lorenzo Davids, der skifter A.F.C. Bournemouth og den engelske League One ud med Superligaen.
Lorenzo Davids er en 26-årig alsidig midtbanespiller, der har masser af erfaring fra primært den hollandske Eredivisie, men også den tyske Bundesliga.
Randers FCs cheftræner Colin Todd vurderer sin nye midtbanespiller således:
- Han er en talentfuld midtbanespiller med god teknik og energi, han er alsidig og god med bolden, men han skal som alle andre selvfølgelig kæmpe for at blive en del af startopstillingen. Han har fået sin opdragelse i et af de bedste fodboldlande i verden, nemlig Holland, og han kan dække flere positioner på banen, udtaler Colin Todd i en pressemeddelelse.
Lorenzo Davids karriere tog for alvor fart i NEC Nijmegen, hvor det blev til 131 kampe fra 2007 til 2011. I 2011-2012-sæsonen opnåede Davids 20 kampe for Augsburg i Bundesligaen, inden han i august 2012 skiftede til A.F.C. Bournemouth.