Kontanthjælpsreform skaber panik

Flere får halveret deres ydelse fra 1. januar

Kontanthjælpsreformen, der træder i kraft 1. januar, betyder, at flere over 25 år får halveret deres offentlige ydelse fra nytår.

Og det giver mildest talt store frustrationer hos de berørte, der henvender sig hos jobcentrene. Det oplever socialrådgiverne på Jobcenter Aarhus.

- Folk ligger søvnløse om natten og kaster op, inden de skal ind til møde og er meget bekymrede, fortæller Ida Louise Jervidalo, fællestillidrepræsentant for socialrådgiverne i Aarhus Kommune til DR Østjylland.

Fra 1. januar bliver den gensidige forsørgelsespligt for samlevende par over 25 år indført. Det betyder, at kontanthjælpsmodtagere får halveret den offentlige ydelse, hvis én i parret har en indkomst eller formue.

Fra 1. januar 2015 bortfalder hjælpen helt, og herefter skal helt parret forsørge sig af den enes indkomst.

Ændringen sker, så den ifølge loven "afspejler moderne livsformer" og skubber på for at få flere i uddannelse eller job. Men sådan ser mange af de ramte kontanthjælpsmodtagere ikke på sagen.

- I realiteten bliver de ugifte par ikke sidestillet med gifte par, fordi de ikke kan overføre f.eks. personfradrag til deres ægtefælle som samlevende. Så folk synes, der er nogle åbenlyse urimeligheder. Og så får man et afhængighedsforhold til sin partner, som man ikke er vant til. Det kan udløse problematikker i et forhold, siger Ida Louise Jervidalo.

Trods travlheden på kommunernes jobcentre og ydelseskontorer nu forudser Ida Lousie Jervidalo, at situationen bliver værre efter nytår.

- Det går først rigtigt op for folk efter nytår, når de manglende penge kan registreres på bankkontoen, og enderne skal nå sammen økonomisk, siger hun til DR Østjylland.