Konsulent efter aflivning af sæl: Vilde dyr skal ses på god afstand

En sælunge blev tirsdag aflivet efter at have været på Saksild Strand i længere tid

03:54

VIDEO: Det er uheldigt, hvis et vildt dyr som en sæl vænner sig for meget til mennesker, mener vildtkonsulent Lars Bruun Hansen.

Vilde dyr skal observeres på afstand.

Sådan lyder opfordringen fra vildtkonsulent Lars Bruun Hansen, efter at en sælunge tirsdag blev aflivet. Sælungen har igennem en længere periode opholdt sig i området omkring Saksild Strand nord for Odder.

Vurderingen var, at sælen ikke ville kunne overleve.

Læs også Sælunge er blevet aflivet: - Der var spyfluer over det hele

Der har været meget opmærksomhed om den lille sælunge, mens den lå på stranden, og det kan have haft en negativ betydning for ungen.

Opmærksomheden kan have forstyrret moderen i at komme op til sin unge, fortæller vildtkonsulent i Søhøjlandet Lars Bruun Hansen.

Ser vi vilde dyr, så er det bedste vi kan gøre at observere dem på god afstand.

Lars Bruun Hansen, vildtkonsulent

- Hvis der er mange mennesker omkring sælungen, så vil moderen kunne se det. Hun er aldrig langt væk, og hun holder øje med den. Et lille hoved der dukker op ude på 100-200 meters afstand i forhold til strandkanten, og hvis sælmoderen ser, at der stadig er mennesker omkring den, så bliver vi af den opfattet som et rovdyr, siger vildtkonsulent Lars Bruun Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Han fortæller også, at det er uheldigt, hvis et vildt dyr som en sæl vænner sig for meget til mennesker.

- I det her tilfælde er der nogen, der har fået et ret personligt forhold til sælen. De er selvfølgelig kede af det, og det kan jeg godt forstå. Men en sæl er et vildt dyr, og en sæl skal opfattes som et vildt dyr. Hvis den begynder at vænne sig til mennesker, så får den en prægning af mennesker, som er uheldig. 

Den lille sælunge, der i en periode har haft fast base på stranden ved Saksild, blev aflivet tirsdag. Foto: Privat

Skal ikke nærme sig mennesker

Det er vigtigt, at en sæl ikke nærmer sig mennesker, når den vil have kontakt, forklarer vildtkonsulenten. En sæl kan også få den såkaldte hvalpesyge, og det kan have konsekvenser, hvis den kommer tilbage i vandet.

- I det her tilfælde, hvor den går på land og opsøger mennesker, er der en risiko for, at den kan optage det, der hedder hvalpesyge og blive syg af det, og når hvalpesyge går fra at være på landjorden, hvor den kan smitte ræve og hunde og andre dyr, så bliver det til sælpest ude i vandet. Det, har vi tidligere set, kan betyde, at omkring 70 procent af bestanden af smittede sæler dør, og det er meget uheldigt, for det er selvfølgelig en katastrofe for sælbestanden, siger Lars Bruun Hansen.

Læs også VIDEO: Sælunge går på opdagelse på campingplads

Han slår dog også fast, at det i tilfældet med sælen på Saksild Strand ikke var den direkte årsag til, at man valgte at aflive dyret.

Vilde dyr skal observeres fra god afstand

Selvom man ikke skal nærme sig sælen, så betyder det ikke, at man slet ikke skal tage ud i naturen og kigge på dyr. Det er bare vigtigt, at man holder god afstand.

- Vi kan lære det, at ser vi vilde dyr, så er det bedste vi kan gøre at observere dem på god afstand. Det er altid godt at vi kan se det, for det er altid spændende, at vi kan observere dyreunger. Det er jo fantastisk at se dem, men det skal gøres på afstand, siger Lars Bruun Hansen. 

02:01

VIDEO: Den lille sælunge havde base på stranden ved Saksild. Videoen er fra 14. juni 2018.

Luk video