Konservesdåse af blik skiftes ud
Kødkoncernen Tulip med hovedsæde i Randers vil pakke slagteriprodukter ind i plast i stedet for blik.
Kødkoncernen Tulip Food Company lancerer inden årsskiftet en afløser for konservesdåsen.
Selskabet vil som noget helt nyt på verdensplan sælge kød uden køl og med årelang holdbarhed indpakket i plastemballage. Den skal samtidig kunne gå direkte i mikroovnen.
Koncerndirektør Flemming N. Enevoldsen oplyser til Ritzau, at den epokegørende nye emballage ikke lige straks vil blive sendt på markedet i Danmark, men derimod på den række markeder, som har været brugt i testarbejdet.
Det drejer sig om 'varme lande', hvor ikke alle har køleskab, og hvor der er tradition for at bruge fødevarer i konservesdåser. Det er lande som Japan og mindre lande som Puerto Rico, Grækenland, Panama og De Kanariske Øer.
- Vi har investeret 30-40 millioner kroner i projektet, som kan være med til at skifte konservesdåsen ud med en mere miljøvenlig emballage, siger Flemming N. Enevoldsen