Konservatorium får betalt flytning
Efter længere tids tovtrækkeri er det lykkedes Det Jyske Musikkonservatorium at få staten til at dække udgifter til flytning.
10 millioner kroner manglede der i flytteregnskabet for Det Jyske Musikkonservatorium (DJM), der til sommer kan flytte instrumenter, studerende og teknik ind i den nye tilbygning bag det eksisterende Musikhuset Aarhus, skriver metroXpress.
De penge er nu fundet. Efter længere tids tovtrækkeri, om hvem der skal betale, har DJM's ledelse indgået et kompromis med kulturministeriet, så DJM bruger hvad der står på bankbogen og skruer lidt ned for flyttedrømmene, og så dækker kulturminister Brian Mikkelsens (K) penge resten.
Trods flyttetilskuddet stiger konservatoriets husleje med 3,2 millioner, mens der kun er bevilget en million ekstra per år til driften. En forskel på mere end to millioner i et budget, der allerede er overskredet, så rektor Finn Schumacher skal spare et større millionbeløb på driften.
- Vi ved ikke 100 procent, hvor vi lander, men spares skal der, siger han.