Konservative vil have firesporet vej syd for Aarhus

Den nye landevej mellem Beder og Bering er planlagt som tosporet. De Konservatives Marc Perera Christensen foreslår, at man gør vejen firesporet

Landevej syd for Aarhus skal have fire spor, hvis det står til De Konservatives Marc Perera Christensen.

Den nye vej mellem Beder og Bering skal være firesporet. Det foreslår De Konservatives spidskandidat, Marc Perera Christensen.

Vejen, der allerede er vedtaget, skal forbinde Oddervej med Østjyske Motorvej og Djurslandsmotorvejen, og danne en såkaldt tredje ring om byen. Vejen skal også gøre det lettere for borgere i byerne Hasselager, Tranbjerg og Mårslet at nå motorvejsnettet.

Her har vi mulighed for at gøre det nu i stedet for at gøre det bagefter. Det er et eksempel på et sted, hvor vi kan tale udvikling, og være på forkant med en beslutning.

Marc Perera Christensen, Det Konservative Folkeparti

Det Konservative Folkeparti i Århus mener, at Beder-Berringvejens nuværende plan ikke vil dække det trafikale behov, der i dag eksisterer i Århus syd, og som kun vil blive større i fremtiden.

- Ved at lave en to-sporet vej, så løser vi kun et problem her og nu. Vi har store udbygningsplaner i den sydlige del af kommunen. Vi vil sortere trafikken fra de nybyggede boligkvarterer og lave den nødvendige infrastruktur, siger Marc Perera Christensen (K).

Ved budgetforhandlingerne for 2018 blev finansiering for vejen så planlagt. Det vil koste 470 millioner kroner at anlægge Beder-Beringvejen, og pengene skal komme fra en årlig opsparing, fra Mobilitet- og Vejfonden, samt en infrastrukturreserve.

Vejen mellem Beder og Bering forbinder Oddervejen med Østjyske Motorvej og skal være med til at danne en tredje ring om Aarhus. Konservative foreslår at gøre vejen firesporet.  Foto: Aarhus Kommune

Marc Parera foreslår, at den øgede udgift til den firesporede vej skal hentes fra Mobilitets- og Vejfonden. Men Marc Perera Christensen håber, at man ved at være på forkant kommer til at slippe for en større regning.

- Her har vi mulighed for at gøre det nu i stedet for at gøre det bagefter. Det er et eksempel på et sted, hvor vi kan tale udvikling, og være på forkant med en beslutning. Det er min klare opfattelse, at det er billigere, siger Marc Perera Christensen.

Læs også Den støjer for meget: Borgere er utilfredse med motorvej

Men Konservatives planer om at gøre vejen firesporet kræver muligvis en ny undersøgelse af virkninger for miljøet (VVM-undersøgelse), det anerkender Marc Perera Christensen.

- Det er derfor, vi foreslår dette nu, for nu går vi ind i planlægningsfasen. Det kan være, at det ikke er hele stykket, der skal være firesporet, men for mig er det afgørende, at vi får diskussion og startet en proces, så vi er klar, når asfalt maskinerne kører, siger Marc Perera Christensen (K).

Beder-Beringvejen skal stå færdig i 2022.