Konkurrence: Hvad skal sælungen hedde?

Send dit bud og vind et årskort til Kattegatcentret

Sælungen i Kattegatcentret er født 23. juli og skal nu navngives. Foto: Kattegatcentret

Mandag den 23. juli kom en lille ny sælunge til verden i Kattegatcenteret. Sælens dyrepasser Kasper Friis har nu fundet ud af, at ungen er en lille hun.

- Jeg har stået ude ved bassinet så meget, som jeg har haft mulighed for, i håbet om at kunne spotte sælens køn, fortæller Kasper Friis.

Sælungen slikker sol på land sammen med sin mor Liv. Foto: Kattegatcentret

- Forleden var jeg så heldig, at snige mig tæt nok på til at se det, mens ungen lå og sov i vandet, siger han. Det kan ellers være ganske vanskeligt at kønsbestemme sælunger, da det kræver, at de ligger stille på en måde, hvor man kan se maven. 

Sælens køn afgøres ved at se på, om den har et eller to huller lige under navlen. Har den to, er det en hun.

Læs også Sælungen 'Nutte' scorer 10 ud af 10 på kærheds-skala

Navn bestemmes af jer

Og det var lige præcis, hvad den tre uger gamle sælunge havde. Derfor er det blevet tid til, at den lille hun-sæl skal have et navn. Her kommer du ind i billedet.

For du kan være med til at bestemme navnet og samtidig deltage i konkurrencen om et årskort til Kattegatcentret og en sælunge-bamse.

Læs også Kender du hatte-reglen? Så mange bær må du plukke i naturen

Det eneste, du skal gøre er, at sende dit forslag til et navn, der enten har noget med sæler eller havet at gøre, til konkurrence@kattegatcentret.dk senest den 20. august.  

Alle forslag bliver gennemgået af et ekspertpanel i Kattegatcentret, som udvælger de tre bedste navneforslag. Jeres stemmer afgør, hvilket navn den lille sælunge får. 

00:30

VIDEO: Se sælunge og mor nyde solskinnet i vandkanten.

Luk video

Skubbet væk af mor

Sælungen er datter af Kattegatcentrets to spættede sæler Liv på 14 år og Felix på 15 år. Den dier fortsat ved moderen men vil om cirka 14 dage begynde også at spise fisk. 

- I naturen dier sæler kun i 30 dage, men hos os varer det som regel et par uger længere, fordi vi skruer op for foderet til moderen, fortæller Kasper Friis. Vilde sæler efterlader deres unger efter 30 dage, men også den proces er forsinket noget i fangenskab. 

- I løbet af de kommende tre uger, vil Liv begynde langsomt at skubbe ungen væk som en del af den helt naturlige proces, forklarer han. 

Sælungen med sin mor umiddelbart efter fødslen.

Træner ungen

På sigt er det meningen, at den lille sælunge skal videre til en anden zoologisk have, som lever op til de krav Kattegatcentret stiller.

- Hvis den blev hos os ville den kunne få unger med sin egen far, forklarer Kasper Friis. 

Læs også Demonstranter: Kæmpe naturområde bliver ødelagt af ny vej

Derfor er det også planen, at dyrepasserne begynder at træne sælungen, så snart den begynder at spise fisk. 

- Vi træner den til at svømme op i et net sådan at vi kan få den op i en kasse, fortæller Kasper Friis. 

Præcist hvor gammel sælungen kommer til at være, før den flytter fra Kattegatcentret kan dyrepasseren endnu ikke sige noget om.

SÅDAN DELTAGER DU I KONKURRENCEN

Det eneste, du skal gøre er, at sende dit forslag til et navn, der enten har noget med sæler eller havet at gøre. Send dit forslag i en mail til konkurrence@kattegatcentret.dk senest den 20. august.  

Alle forslag bliver gennemgået af et ekspertpanel i Kattegatcentret, som udvælger de tre bedste navneforslag. Brugernes stemmer afgør, hvilket navn den lille sælunge får. 

Der er mulighed for at vinde et årskort til Kattegatcentret samt en sælunge-bamse.