Kongelige kager til patienterne

Psykiatrisk Hospital i Århus laver særlige Dronninge-lagkager til alle indlagte patienter.

Centralkøkkenet ved Psykiatrisk Hospital i Århus laver særlige Dronninge-lagkager til alle indlagte patienter på Psykiatrisk Hospital i Risskov og på Skejby Sygehus.

Søndag den 16. april var der indlagt 840 patienter, som skulle dele i alt 84 store lagkager. Bager Christian Jonassen var mødt klokken seks for at gå i gang med lagkagerne, som skulle stå klar på kaffebordene efter middag.

De helt igennem hjemmelavede lagkager bestod af tre lag med makroner, creme og syltetøj - samt selvfølgelig pyntet med marcipan, flødeskum og flag. I alt gik der 20 kg ren marcipan til pynten.