Kongekrone: Hvidsten Kro giver ikke op

Kæmper videre for at bevare sin lukkede kongekrone

02:04

1 af 2

Hvidsten Kro vil ikke fjerne den lukkede kongekrone fra kroens facadeskilt, selvom en anden kroejer netop har fået en principiel dom om præcis det samme.

Og Hvidsten Kro, der ligger nord for Randers, kan nu se frem til en retssag, for kroen er meldt til politiet for at bruge den lukkede kongekrone som varemærke.

Kroejer: Noget pjat

- Jeg synes, at det er noget pjat. Vi har haft kongekronen i rigtig mange år, og det er 80 år siden, at de kongelige privilegerede kroer ophørte, så jeg synes, at det er lidt sent, at man kommer ud med det. Rigsarkivet har haft 30 år, hvor de har haft sagen, siger Søren Fiil, der er ejer af Hvidsten Kro.

Retten i Viborg slog tirsdag fast, at den lukkede kongekrone kun må bruges af statslige institutioner, og det er Hvidsten Kro som bekendt ikke.

Kroejer: De må selv pille det ned

- Jeg står stadig fast på det med kongekronen. Den er en del af den danske kulturarv. Vi er jo ikke en forening, der bliver flere og flere af hvert år, siger Søren Fiil.

Logo siden 1900-tallet

Retssagen tirsdag ramte Grønhøj Kro ved Viborg. Den kro har nu fået en bøde på 3.000 kroner plus et et påbud om, at den lukkede kongekronen skal være fjernet inden nytår - ellers venter flere bøder.

På Hvidsten Kro er de ikke meget for at skulle ændre i logoet, så det for eksempel blev en åben kongekrone i stedet for den lukkede.

- Jo, det kunne godt være, men det her logo har vi haft siden 1900-tallet, og sådan synes jeg, at det skal blive ved med at være. Vi kunne godt lave om på logoet, men det kendt på grund af kronen, og sådan er det med alle andre kroer, siger Søren Fiil.

Han håber, at der kan blive lavet en særegel for kroerne.

- Jeg håber, at politikerne kommer ind i sagen. Det har været oppe at vende før ved Michael Aastrup Jensen fra Venstre i Randers, der har rejst sagen i Folketinget, da han gerne vil have lavet en særregel for at de her kongelige privilegerede kroer, kan få lov at beholde den lukkede kongekrone, siger Søren Fiil, der er klar til at forsætte kampen.

Du kan se hele interviewet med Søren Fiil i videoen øverst på siden.