Konflikt om 112-opkald
Regioner vil afskære politiet ved 112-opkald
Hvad vejer tungest? Politiets mulighed for at indsamle oplysninger fra et muligt gerningssted, eller sundhedsvæsnets tavshedspligt når folk kommer til skade?
Sådan lyder spørgsmålene i den konflikt, der verserer mellem politiet og regionerne, efter at regionerne siden maj har overtaget opgaven med at sende ambulancer i forbindelse med 112-opkald. Det skriver Ritzau.
Indtil videre kan politiet fortsat lytte med, når en borger har ringet 112 og taler med en sygeplejerske, men det vil regionerne sætte en stopper for. Meningen er, at politiet skal logges af samtalen, når det står klart, at opkaldet ikke gælder en politiopgave.
Mister livsvigtig information
Dermed risikerer politiet dog ifølge lederen af alarmcentralen i Aarhus, vicepolitikommissær Klaus Møller, at gå glip af livsvigtig information:
- Mennesker, der ringer 112, er ofte under pres og tænker irrationelt. De fortæller, at en person er kommet til skade, mens det måske først senere i en bisætning kommer frem, at de blev overfaldet, eller at gerningsmanden stadig er til stede og truer dem, siger han.
Regionerne drøfter i øjeblikket sagen med Rigspolitiet og Sundhedsministeriet for at finde den bedste løsning på konflikten.