Konference om tosprogede
Århus kæmper fortsat for at give indvandrerbørn undervisning på arabisk.
Århus kommune vil i august invitere til en konference om undervisning af tosprogede elever, efter at tidligere undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) afviste at lade kommunen forsøgsvis undervise nogle af de tosprogede elever i arabisk noget af tiden i folkeskolen.
En afvisning, som hendes efterfølger på ministerposten Bertel Haarder (V) har gentaget.
- Nu skal vi kigge fremad for at finde nye veje, udtaler skolerådmand Torben Brandi Nielsen (S) i en pressemeddelelse, som dog ikke indeholder nogen dagsorden for konferencen.
En hel del forskere mener, at tosprogede elevers faglige niveau løftes, hvis de kan bruge deres modersmål som en
"pædagogisk genvej" i undervisningen.