Konen fik et kys
Kanonvalg til Horsens-borgmester
Der var stor opbakning til borgmester Peter Sørensen (S), da vælgerne i Horsens Kommune i går gik til valg.
Peter Sørensen fik ikke færre end 9.999 personlige stemmer, hvilket er en så massiv tilslutning, at den endda overgår afdøde Jan Trøjborgs resultat ved valget for fire år siden.
Dengang fik Jan Trøjborg 7.981 personlige stemmer.
- Jeg er mest glad på det socialdemokratiske holds vegne. Det er en uvurderlig støtte. De har kæmpet og hængt i lygtepælene. De har lavet plakater, og de har arbejdet for mig. Jeg er rigtig glad for, at jeg kunne levere i aften, sagde Peter Sørensen til TV 2 | ØSTJYLLAND kort tid efter, at valgresultatet blev kendt.
Peter Sørensens direkte udfordrer til borgmesterposten, Kristian Dyhr (V), fik 3.009 personlige stemmer - altså under en tredjedel af Peter Sørensens score.
På valgnatten fik Peter Sørensen også tid til at takke sin kone, Karen Laursen, for opbakningen. Se mere i videoen øverst på siden.