Koncertsted drejer nøglen om
Stopper med stor lukkefest den 28. juni
I tre år har publikum i Aarhus kunnet danse, feste og høre musik på koncertstedet V58 i Vestergade i Aarhus. Men det kan de ikke ret meget længere.
Ejeren Ejner Miranda-Dam nemlig har valgt at lukke V58 af hensyn til sin familie.
- Selvom jeg er glad for V58, har jeg en kone og en lille datter, som V58 aldrig kan konkurrere med. De økonomiske forudsætninger man i dag driver et privat spillested under, har betydet at jeg ikke har haft tid til at holde fri og prioritere min familie. Det laver jeg nu om på, siger Ejner Miranda-Dam i en pressemeddelelse.
Sidste åbningsdag for V58 bliver den 28. juni, hvor der bliver lukket og slukket med manér. Her bliver der nemlig holdt stor lukkefest.
- For mig har det været tre fantastisk spændende år, og et kapitel i mit liv jeg aldrig vil glemme. Derfor vil jeg gerne have, at vi slutter af på en måde, som vi kan være stolte af. Jeg vil gerne give en sidste gave til Aarhus, inden vi lukker og slukker, fortæller ejer Ejner Miranda-Dam.
Hvad der nu skal ske med de gamle bygninger, hvor V58 har haft hjemme, er endnu uvist.