Koncerter fik Giroen til byen
Koncerter og et tæt venskab mellem to jyske borgmestre og fik cykelløb til Horsens
Den ene er socialdemokrat, mens den anden er fra Venstre. Men uden for de politiske baner er de to borgmestre fra Herning og Horsens gode venner, og det betød måske i sidste ende, at Giro d'Italia kommer til Danmark i 2012.
Direkte adspurgt, om det personlige forhold til den socialdemokratiske Horsens-borgmester Jan Trøjborg har spillet ind, svarede Herning-borgmester Lars Krarup fra Venstre:
- Det har bestemt spillet en rolle. Helt bestemt. Man kan jo ikke spørge alle, for hvad nu hvis de siger nej? Så risikerer det jo at blive lækket. Så det kræver en god kemi, siger Lars Krarup efter fredagens pressemøde.
Idéen opstod i Herning, fordi byen gerne ville lave noget særligt i forbindelse med 100-års jubilæet som købstad. Og Herning havde brug for en stærk allieret i jagten på Giroen.
- Og her har Horsens jo bevist, at de kan finde ud af at holde store arrangementer, siger Lars Krarup.
Budgettet lyder lige nu på 31,3 millioner kroner, hvor Herning lægger 10 millioner kroner ud.
Bliver en succes
Borgmester Jan Trøjborg fra Horsens er ikke meget for at sige præcist, hvor meget Horsens lægger ud, men ligesom Lars Krarup er han sikker på, eventen kommer til at være en succes - med overskud.
Og Jan Trøjborg er ikke bange for, at folket i Horsens synes, han er en ødeland, når nu kommunerne i forvejen skal spare.
- Nej, jeg tror ikke, det bliver et debatpunkt. Vi har jo et budget til den slags arrangementer, siger Jan Trøjborg, der mener, Giroen er vigtig i forhold til at brande byen.
- Alt skal jo ikke gå op i penge. Og vi skal fastholde det stærke brand med store arrangementer, som også har været med til at gøre os til Danmarks hurtigst voksende by.