Koncertarrangør: Vi tager kritikken til os
Live Nation, der står bag afviklingen af AC/DC i Aarhus, erkender, at der var logistiske problemer, som de tager ansvaret for
Kritikken har væltet ned over koncertarrangøren Live Nation efter søndagens AC/DC koncert på Ceres Park i Aarhus. Sikkerhedsbrist, enorme køer og dårlig skiltning er blot nogle få af de mange kritikpunkter fra de 45.000 koncertgængere. Nu svarer Live Nation på utilfredsheden.
- Vi erkender, at der var nogle flaskehalse ved indlukningen til selve stadionet, og beklager meget at der været kø til indlukning ved folks pladser. Generelt set er vi kede af, hvis folk har haft dårlige oplevelser og tager deres kritik meget alvorligt, lyder det fra adm. direktør i Live Nation Danmark, Jesper Christensen.
Læs også: Gæsterne har talt: Totalt kaos til AC/DC koncert
Flaskehalsene blev ifølge ham skabt, fordi en stor del af publikum stoppede ved to hovedtrapper i stedet for at fortsætte trods anvisninger fra vagterne, og det bremsede tilstrømningen til plænen.
Skal ikke stå i kø i to timer
- Det er ikke noget vi tidligere har oplevet, men det er klart noget vi bliver nødt til at finde en løsning på fremadrettet, vi kan igen kun beklage den ekstra ventetid det har givet til dem der stod og ventede udenfor. Når alt det er sagt, havde vi heldigvis alle inde til koncertens start, siger Jesper Christensen.
I forhold til den manglende skiltning og hjælp fra vagter og kontrollører siger direktøren, at der altså var skiltning, og folk var på forhånd blevet anbefalet at downloade Ceres Parks app, hvor der var et kort over stadionet. Men han erkender, at de 450 vagter havde meget travlt.
- Folk skal heller ikke forvente at stå i kø to timer for at komme ind til en koncert, så det beklager vi. Vi er samtidig kede af, at nogen har følt sig utrygge. Den kritik tager vi meget alvorligt, og det vil vi bestemt tage med i vores evaluering, forklarer direktøren.
Bandets præstation er i modsætning til alt det organisatoriske blevet rost af både anmeldere og gæster.