Koncert-tab svækker ikke Muskelsvindfonden

Muskelsvindfonden parat til at betale lærepenge for at komme ind på markedet for store, internationale koncertnavne.

Det kommer ikke til at gå ud over Muskelsvindfondens forskellige aktiviteter til at forbedre de handicappedes livskvalitet, at fonden risikerer at tabe et millionbeløb som arrangør af en koncert i Århus med rockgruppen, Police.

Det oplyser fondens direktør, Henrik Ib Jørgensen, til Ritzau.

Endnu lørdag eftermiddag manglede arrangørerne at sælge 14.000 billetter af de udbudte, i alt 52.000 billetter til aftenens koncert. Direktøren turde ikke gætte på, hvor mange ekstra publikummer, der ville troppe op i sidste øjeblik, eller hvad ølsalget kan indbringe.

- Det kan blive et tab på en halv million eller fem millioner. Men vi har taget højde for, at vi kan klare tabet, ellers havde vi ikke arrangeret koncerten, siger direktøren.