Koncern tæt på at blive solgt
Hovedaktionærerne har sagt ja til at sælge den randrusianske beklædningskoncern G. Falbe-Hansen.
Beklædningskoncernen G. Falbe-Hansen i Randers er tæt på at blive solgt.
De to selskaber Mark E. Hartwig og AA Holding 2 ønsker at overtage koncern, hvis hovedaktionærer, direktør Just Falbe-Hansen og fru Cathrine Falbe-Hansen Fond, allerede har accepteret et tilbud fra de to selskaber.
Selskaberne ønsker at overtage hele koncernen og har allerede erhvervet knap 26 procent af aktiekapitalen og knap 65 procent af stemmerne i G. Falbe-Hansen.
G. Falbe-Hansen er en af Europas ældste herrekonfektionsfabrikker. Selskabets aktiviteter omfatter primært jakker, habitter og bukser. For et par år siden kørte selskabet med underskud, og der skete effektiviseringer på produktionen i udlandet. Samtidig blev der fyret på virksomheden i Randers.