Kommuner vil bestemme mere over havet ud for kysterne

Østjyske kystkommuner vil have medbestemmelse i forhold til, hvad der sker Kattegat. I øjeblikket er det udelukkende staten, der bestemmer

I dag bliver der afholdt konference for de østjyske kystkommuner, der vil have større indflydelse på, hvad der sker i farvandene ud for kysterne.

Tirsdag afholder foreningen Komitéen Bæredygtig Kystkultur konference for de østjyske kystkommuner.

Initiativet er stiftet af lokale ildsjæle og gennemføres af Komitéen Bæredygtig Kystkultur.

Det er os, der står for selve kysten. Så bogstavelig talt er det os, der tager skraldet, hvis noget går galt ude på havet.

Ole Bollesen (S), borgmester, Syddjurs Kommune

Det er især den kommende havplan, der giver mulighed for flere havbrug i havet ud for Djursland, der er vigtig for komitéen.

I øjeblikket er der 37 ansøgninger om at etablere havbrug i Kattegat.

Måler er, at kommunerne vil have mere indflydelse.

- Det er staten, der planlægger ude i farvandet. Men det er os, der står for selve kysten. Så bogstavelig talt er det os, der tager skraldet, hvis noget går galt ude på havet. For eksempel et havbrug, der blæser i stykker. Så vil det ødelægge vores kyster, siger borgmester i Syddjurs Kommune Ole Bollesen (S) til TV2 ØSTJYLLAND.

04:27

VIDEO: Borgmester i Syddjurs kommune Ole Bollesen (S) vil gerne have mere indflydelse på, hvad der sker i farvandet ud for kommunens kyst. I øjeblikket er det staten, der bestemmer.

Luk video

 

Større gennemslagskraft

Et flertal i Folketinget vil tillade flere havbrug. Blandt andet ud for Djursland.

Det har affødt stor kritik fra både borgere og byråd på Djursland, fordi havbrug udleder fosfor og kvælstof.

  Foto: Miljøstyrelsen

Håbet er, at den nye komitée giver kommunerne større gennemslagskraft over for Folketinget.

- Det er vigtigt, at vi får medbestemmelse, fordi det er os kommuner, der lever af, at kysterne er i fin stand, siger Ole Bollesen.

Læs også Johan vil åbne fiskefarme ud for Djurslands kyst

Vil have dialog og indflydelse

Både Norddjurs og Syddjurs Kommune er meget imod flere havbrug ud for Djurslands kyster.

- Vi er rigtig kede af, hvis der kommer havbrug. Hvor vores lystfiskerturisme bliver smadret. Vi vil gerne have indflydelse på, hvad staten accepterer ud for vores kyster, og vi vil gerne i dialog med staten om, hvad man kan acceptere ud for vores kyster, siger Ole Bollesen.

Komiteen Bæredygtig Kystkultur består af tre bestyrelsesmedlemmer og beskæftiger to deltidsansatte.

Bæredygtig Kystkultur har modtaget økonomisk støtte fra blandt andet Norddjurs og Syddjurs Kommuner, Region Midtjylland, Decibel Fonden, Foreningen PlanDanmark, Nationalpark Mols Bjerge og Kattegatcentret.

Hvad er et havbrug?

  • Et havbrug er et produktionsanlæg på havet, hvori man kan opdrætte fisk under kontrollerede forhold. Det foregår i flydende cirkulære net, der er fastspændt til havbunden.
     
  • For forståelsens skyld kan man sammenligne et havbrug med landmandens landbrug.
     
  • I Danmark er der lige nu 19 havbrug, hvor det primært er regnbueørreder, der opdrættes.
     
  • I 2016 blev der produceret 10.117 tons regnbueørred og guldørred i de danske havbrug.
     
  • Produktionsperioden er på syv til ni måneder, der løber fra april til oktober/november.
     
  • Produktionen er baseret på 600-1000 gram ørreder, som sættes ud i havbrugene, hvor de opnår en størrelse på cirka 2-4 kilo.
     
  • Havbrug hører under de såkaldte listevirksomheder - dvs. forurenende virksomheder - og derfor skal de miljøgodkendes, før de må anlægges.
     

Kilde: Miljøstyrelsen