Kommuner til kamp mod dumping
Flere østjyske kommuner stiller nu skrappe krav til løn og arbejdsforhold hos entreprenører
Det sker ved, at der bliver indføjet en arbejdsklausul i kontrakterne, der kræver, at der bliver arbejdet efter regler, der svarer til de lokale faglige vilkår, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.
I Norddjurs Kommune skete det i februar.
- Indførslen af arbejdsklausulen er en klar støtte til det danske arbejdsmarked og et initiativ mod udhuling af danske lønninger og arbejdsforhold. Samtidig er det en beskyttelse af de firmaer og håndværkere, der lever op til aftalerne på arbejdsmarkedet, siger borgmester i Norddjurs Kommune Jan Petersen (S) til dagbladet.
Andre østjyske kommuner med en arbejdsklausul er Silkeborg og Randers.Dansk Byggeri bakker op bag arbejdsklausulen, men mener, at den burde gælde i alle kommuner.
- Vi har oplevet flere eksempler på problemer ved udbud af bygge- og anlægsarbejder, hvor det har vist sig, at den vindende virksomhed har ansat udenlandsk arbejdskraft via underentreprenører, som slet ikke har levet op til normale løn - og arbejdsvilkår på området. Det holder ikke, siger adm. direktør i Dansk Byggeri Lars Storr-Hansen.