Kommuner svinger spare-kniven

Massive besparelser på handicap-området

Kommunekasserne er hårdt trængt, og nu skal sparekniven også skære dybt i handicap-området.  

En rundringning TV 2 | ØSTJYLLAND har lavet til de ni østjyske kommuner viser, at kommunerne planlægger besparelser for over 100 mio. kr. på handicap-området. 

Alene i Aarhus lyder besparelserne på i alt 68 mio. kr, imens både Randers og Silkeborg vil skære 20 mio. kr. væk fra handicap-området. 

Det er kendsgerningerne, efter at formanden for Kommunernes Landsforening (KL), Horsens-borgmester Jan Trøjborg (S), lægger op til et opgør med udgifterne til handicappede:

- Væksten på dette område har været tårnhøj, og det kan ikke fortsætte, har Jan Trøjborg udtalt til Ritzau.

Og opgøret er allerede i gang. I hele landet lægger budgetterne for 2011 for første gang op til at reducere udgifterne på handicapområdet fra godt 29 til 28 milliarder kroner.

Har du, eller nogen du kender, oplevet, at besparelser på handicapområdet har haft betydelige konsekvenser i hverdagen, så hører vi gerne fra dig.

Mail os et tip på: redaktion@tv2oj.dk

Østjyske kommuner planlægger at spare følgende på handicap-området:

Aarhus: 68 mio. kr 
Randers: 20 mio. kr
Silkeborg: 20 mio. kr 
Skanderborg: 6,5 mio. kr
Favrskov: 6 mio. kr
Norddjurs: 2,6 mio. kr
Odder: 2,5 mio. kr  
Syddjurs: Ingen besparelser.  
Samsø: Ingen besparelser