Kommuner halter bagud med klimaplaner
De færreste østjyske kommuner har udarbejdet en strategi for, hvordan de vil håndtere fremtidens vejrudfordringer.
Kæmpe skybrud, voldsomme regnmængder og veje, der bliver omdannet til svømmebassiner, sætter oftere og oftere kommunernes kloaksystemer under pres.
Men på trods af klimaforandringerne kan kun to ud af de 10 østjyske kommuner svare ja til, at de har udarbejdet en strategi for, hvordan de vil håndtere fremtidens vejrudfordringer. Det fortæller P4 Østjylland.
Ifølge en rundspørge fra Videncenter for Klimatilpasning har hverken Norddjurs, Randers, Favrskov, Skanderborg eller Odder Kommuner en plan for klimatilpasning.
Flere af kommunerne mener ikke, de har et akut behov for en klimastrategi.
- Vi har set lidt på, hvor store vores problemer kan forventes at være med det her, og vi er nok ikke den kommune, der har de allerstørste udfordringer, for vi har ikke så mange lavtliggende områder, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget i Favrskov Kommune, Charlotte Green.
Århus og Horsens har strategien klar
Kun Århus og Horsens Kommuner er i gang med at forberede sig på klimaforandringer.
I Randers ser man på udviklingen løbende, men kommunen har ikke nogen nedskrevet klimastrategi.
- Det er klart, at for eksempel monsterregn vil kunne skabe nogle udfordringer, fordi vi har nogle lavtbeliggende områder.
Der skal vi selvfølgelig have kigget på, hvordan vi sikrer de områder bedst mod oversvømmelser og andre gener, og det arbejde er vi helt i gang med. Det, der mere mangler lige nu, er, at vi får koblet alle de bolde, vi har i luften, sammen til en samlet strategi, siger formand for Miljø- og Teknikudvalget i Randers Kommune, Kasper Fuhr Christensen (SF).
Samsø, Syddjurs og Silkeborg Kommuner har ikke svaret på rundspørgen.
Kilde: P4 Østjylland