Kommuner får 2,2 milliarder kroner mere til velfærd

Økonomiaftalen mellem regering og kommuner for 2020 giver penge til velfærd og byggeri.

Der bliver penge til mere byggeri i kommunerne, efter finansministeren har øget deres budget på området med 1,5 milliarder. Genrefoto.

Kommunerne får 2,2 milliarder kroner mere i 2020 til velfærd. Samtidig er der flere penge til byggeri, siger finansminister Nicolai Wammen (S) på et pressemøde i Finansministeriet.

En del af det er, at det moderniserings- og effektiviseringsprogram, der hvert år skar 0,5 milliarder kroner i kommunernes budgetter, er afskaffet.

Samtidig er kommunernes budget til anlæg - byggeri - øget med 1,5 milliarder kroner.

Dette her kommer ikke til i de fleste kommuner at betyde et løft.

Jacob Bundsgaard (S), formand KL

- Det er en økonomisk aftale, der giver lidt mere rum til kommunerne. Der giver noget frihed.

- Men vi må være ærlige og sige, at den ikke løser alle problemer. Der vil stadig være svære prioriteringer derude, og det er ikke nogen let opgave, at være borgmester. Det er et første skridt, siger Nicolai Wammen.

Ikke et løft de fleste steder

Formand for Kommunernes Landsforening Jacob Bundsgaard (S) siger i samme ombæring:

- Nu skal kommunerne lægge deres budgetter. De står med mange forskellige udfordringer. Så for nogle vil denne her aftale betyde, at de kan give et løft. For andre betyder den, at de holder skindet på næsen.

- Men dette her kommer ikke til i de fleste kommuner at betyde et løft.

Læs også Sygehuspersonale efter millionbevilling: - Det er ikke nok

De tunge forhandlinger er i år sket under et større tidspres, da valg og regeringsdannelse udskud starten på forhandlingerne med flere måneder.

Med aftalen i hånden skal kommunerne nu udarbejde deres budgetter for 2020 og levere dem til godkendelse i Finansministeriet.

Medlem undlod at stemme

Aftalen møder allerede kritik fra Michael Ziegler (K), Høje-Taastrups borgmester gennem mange år og højt placeret i Kommunernes Landsforening.

- Jeg har siddet i KL's bestyrelse i 10 år og har for første gang ikke kunnet stemme for en økonomiaftale med regeringen. Jeg har undladt at stemme.

- Borgerne forventer mere velfærd efter valgkampen. Uændret velfærd koster tre milliarder kroner. Men regeringen vil kun give 1,7 milliarder kroner, skriver han på Twitter.

Kommunernes økonomi i 2020

Regeringen og kommunerne blev fredag enige om, hvor mange penge kommunerne kan bruge næste år.

 

Det handlede om at styrke velfærden, da regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) indledte forhandlinger om kommunernes økonomi for 2020.

 

Fredag blev parterne enige om en aftale.

 

Her er et overblik:

* Kommunerne får 2,2 milliarder kroner mere til den kommunale serviceramme i 2020. Service tæller alt fra pleje af ældre, skoledrift og andre ting, man forbinder med velfærd og hjælp fra kommunen.

* Regeringen og KL er enige om at afskaffe det kommunale moderniserings- og effektiviseringsprogram, som hvert år fjernede 0,5 milliarder kroner fra kommunernes økonomi.

* Der skal findes 0,5 milliarder kroner i form af en såkaldt velfærdsprioritering til kernevelfærd ved frigørelse af ressourcer gennem effektiv drift. Det er midler, som blandt andet skal tilvejebringes ved mere effektive indkøb, administrative effektiviseringer og nye organisationsformer.

* Kommunernes anlægsniveau i 2020 løftes til 19,1 milliard kroner. Det sker med henblik på at sikre gode muligheder for at investere i de fysiske rammer for velfærden.

* Ekstraordinært finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner. Af dem er to milliarder kroner fordelt på baggrund af kommunernes grundlæggende økonomiske vilkår.

* KL vil indgå i et fælles arbejde med at forberede et grundlag for en børneplan. Den skal blandt andet have fokus på indførsel af lovbundne minimumsnormeringer i daginstitutioner frem mod 2025.

 

Kilde: Aftale om kommunernes økonomi for 2020, Finansministeriet