Kommuner bør flytte 10. klasser
Skal rykkes ud på erhvervsskolerne
Det er langt bedre at placere 10. klasse på erhvervsskolerne end at fastholde de centre, hvor mange elever i dag tager det ekstra år i grundskolen.
Det mener både Dansk Byggeri og erhvervsskolen Learnmark i Horsens, der i dag har stor succes med at få de studerende videre i uddannelsessystemet efter deres 10. klasses eksamen, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Med virkning fra den 1. august 2010 blev folkeskoleloven ændret, så institutioner, der udbyder erhvervsuddannelser, også kan tilbyde 10. klasseundervisning efter overenskomst med en kommunalbestyrelse. Men indtil nu har kun få kommuner oprettet 10. klasser på de tekniske skoler.
En af frontløberne har været Horsens Kommune. I 2011 indgik kommunen en aftale med Learnmark, der overtog hele 10. klasses tilbuddet. Her maner man, at der med flytningen af 10. klasse er kommet et mere klart sigte.
- Før vidste man ikke rigtigt om 10. klasse var afslutningen på grundskolen eller starten på noget nyt. Hos os er det starten på noget nyt. Det har gjort noget for elevernes selvbillede, fordi de nu føler, at de er i gang med en ungdomsuddannelse. De vokser simpelthen hos os. Samtidig får de unge et godt indblik i mulighederne, da de er ude i flere forskellige samarbejdsforløb med de forskellige uddannelser. Der er ingen tvivl om, at det giver god mening, siger uddannelses- og afdelingsleder Helle Balleby fra Learn-mark.
Også hos Dansk Byggeri mener afdelingschef Louise Pihl at 10. klasse bør ligge hos erhvervsskolerne.
Knyttet til næste step
- På den måde kommer eleverne ind i miljøet. For nogle elever kan centrene sikkert fungere fint, men de er ikke i tilstrækkelig grad knyttet op på næste step i uddannelsessystemet. Det er desuden vores indtryk at nogle af 10. klassescentrene fungerer mindre godt, og at det derfor ville være langt bedre at lægge 10. klasse over hos erhvervsskolerne. Fordelen for hele den private sektor er, at eleverne bliver introduceret for erhvervsskolerne og deres muligheder, og de bliver mere afklarede i forhold til deres uddannelsesvalg. Det burde være en mulighed alle steder. I Dansk Byggeri vil vi derfor gerne opfordre kommuner til at gentænke 10. klasse og samarbejde mere med erhvervslivet, siger Louise Pihl.
På Christiansborg opfordrer Venstres uddannelsesordfører Peter Juel Jensen også til, at kommunerne tænker erhvervsskolerne ind i 10. klassesforløbet, men han ville ikke lovgive om, at de skal flyttes til de tekniske skoler.
Kilde: Licitationen - Byggeriets Dagblad.